Downs med håndbold

Alle kan spille håndbold. Det er kun et spørgsmål om tilpasning og fleksibilitet. Det beviser de i Gistrup med et håndboldhold for børn med Downs Syndrom.

Af Naja Schyberg Petersen

Hver mandag aften kl. 17 til 18 træner børn med Downs Syndrom håndbold i hallen i Gistrup. Foto: Naja Schyberg Petersen

Det er første gang, spillerne skal opdeles her mandag aften. Klokken er få minutter over fem. Det er bidende koldt udenfor. Vinden får de ellers let spredte snefnug til at stikke mod huden, som de falder fra himlen. Det føles rigtigt nok som februar.

Det er derfor en dejlig og mere end velkommen varme, som omslutter ens krop, som døren åbnes ind til Gistrup hallen, hvor dagens håndbold træning skal foregå. Lige som sidste mandag og ugen før den siden oktober.

Hallen er fuld af børn i aldrene 6 til 14 år ledsaget af forældre, søskende eller hjemmehjælpere. Skrig, grin, smal talk og lyden af bolde mod lakeret og slidt trægulv rikochetterer mellem væggene og det høje loft. Den frivillige dresscode er Adidas i alle farver, røde spilletrøjer med numre, og navne på firmaer skrevet på ryggen.

Velkommen

En fløjte efterfulgt af en stemme gør et forsøg på at bryde gennem virvaret af lyde. Det lykkedes til dels, og alle, som skal spille med i dag, samles om Rikke Nielsen, tidligere landsholdsspiller og en af dagens trænere. Forældre og hjemmehjælpere ser til fra sidelinjen.

”Hej alle sammen. Hej Olivia. Skal vi lige starte med en navnerunde?”
Rikke Nielsens stemme overdøver ikke helt snakken fra de fremmødte. Men deres opmærksomhed er alligevel fikseret på hende. Hvert barn siger sit eget navn. Få skal hjælpes af deres forældre.

”Har vi så alle?” spørger Rikke.

”Nej. Vi har ikke de voksne,” svarer en forælder i rundkredsen grinende.

Rikke griner med og ser ud over den store menneskemængde, der er mødt op. Håndbold for børn med Downs Syndrom og andre udviklingshæmmede var ikke tidligere muligt. Ikke før Jan Sørensen og Rikke gik sammen om at starte holdet. Holdet har nu godt fem måneder på bagen, og tilslutningen af børn er mere end fordoblet fra første træning til nu omkring 40 børn, fortæller Rikke stolt. En positiv overraskelse.

Håndboldglæde

Der er startet noget nyt i Nordkraft. Meddelelsen gives ud af Jan Sørensen, formand for Idrætsforeningen for Handikappede i Aalborg, som lige er kommet hjem fra skiferie. Meddelelsen handler om et nyt gymnastik hold for børn født med Downs Syndrom. Rikke får ordet igen.

”De store skal spille rigtig håndbold i dag, og de små skal spille håndbold og lege. Er I med på det?”

Utålmodigt, men spændt bliver der svaret: et rungende ja.

Miriam Rasmussen, der kommer fra Guldbæk, er en af dem, som i dag deltager i træningen. Hun var nervøs, da hun først startede med at spille håndbold. Før det havde hun ikke prøvet at spille, da der ikke var et hold for udviklingshæmmede børn. I dag mener hun, hun er bedre end hendes to søskende.
”Jeg har været med fra starten og glæder mig hver mandag til at spille. Jeg glæder mig også til at spille kamp,” fortæller Miriam nervøst og med mange pauser, mens hun uafbrudt fumler med et foldet stykke papir mellem hendes fingre.

Med de udfordringer hendes udviklingshæmmelse giver, giver det menig, at hun har lidt problemer med at formulere sig. Præcis som andre børn på Miriams alder kan det være svært at tale med fremmede, når mor er gået.

Miriam Rasmussen på 12 år har spillet med fra holdets start. Det samme har træner Simone Aaen, eller som hun kalder sig ‘medspiller’. Foto: Naja Schyberg Petersen

Opvarmning og opdeling

I forskelligt tempo følges spillere og trænere ned til den anden ende af hallen. De går udenom forhindringsbanen på midten, som allerede er taget i brug af de lidt mindre børn.

Alle følger med på egen vis i de forskellige opvarmningsøvelser. Koncentrationen falmer til tider, men kommer tilbage igen med hjælp fra de deltagende forældre. Så henter Rikke en rød mappe. Igen kalder fløjten til opmærksomhed.

”Vi mødes igen på midten. Nu kigger jeg lige i trænerens mappe. De følgende skal gå ned i den anden ende,” siger Rikke og råber navne op.

Nogle løber frivilligt, andre skal modvilligt hjælpes af sted. Det er de små, som skal træne for sig selv. Tålmodigt sidder resten og venter på at finde ud af, om deres navn bliver kaldt op.

”Hvad skal vi, Rikke?” spørger de tilbageværende efter listen er nået til ende, og det sidste navn råbt op.

”Hvis I hører godt efter, så skal vi snart ud og spille kampe. Så nu skal vi rigtig øve.”

Halvdelen af de store øver skud på mål. Rikke agerer forsvarsspiller for at udfordrer dem. Foto: Naja Schyberg Petersen

Fra hele Nordjylland

I den anden ende af hallen har alle de små fået en bold hver. De øver boldteknik. Bolden rulles i ottetaller mellem benene. Den ene og den anden vej. Bolde tabes og samles med det samme op igen. Det kan være en motorisk udfordring. Så til en ny øvelse, som børnene selv finder på. Bolden skal kastes ned i jorden og skal gribes igen.

”De kommer fra hele Nordjylland. Alt fra Hjørring til Nibe,” fortæller Jan Sørensen, som er formand for Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg.

Med den tilslutning, der viser sig at være til holdet, melder spørgsmålet sig på, om hvorfor der ikke er nogen, som har tænkt på at starte et hold tidligere. Det forstår Jan godt.

”Det, med at sætte noget nyt i gang, er altid svært, men det har hjulpet en del, at Rikke har været en del af det. Hun er jo kendt, og derfor er der flere, som hører om holdet.”

Tilbage på banen har Magda fundet på et trick. Bolden skal ned mellem benene og kastes højt op i luften. At gribe den er ikke nødvendigt. Hendes hestehale svinger, som kroppen arbejder på at kaste bolden og give slip, så den flyver så højt som muligt.

På afstand har rundkredsen af spillere med hver sin bold ligheder til den måde lottokuglerne bevæger sig rundt i den kugleformede automat, før de udtrækkes til dagens heldige vinder. Her er alle vindere fra starten.

Formand i Idrætsforeningen for Handikappede i Aalborg Jan Sørensen grundlagde holdet sammen med Rikke Nielsen. Foto: Naja Schyberg Petersen

Farvel for denne gang

Så lyder fløjten for sidste gang denne mandag aften. Ugens håndboldtræning har nået sin ende og som kutyme efter hver træning, søger alle deltagere mod midten, hvor Rikke Nielsen står og venter.

Ude på den ene publikumsrække starter en stille kollektiv rumstering. Tasker, jakker, halstørklæder og anden beskyttelse mod den frost, som snart vil møde dem alle, tages på, og ligeledes gøres overtøj klar til spillerne.

”Har det været sjovt?” spørger Rikke, som hun kigger rundt og gør en indsats for at møde alles øjne.

”Ja,” lyder svaret.

”Tak for i dag venner, vi ses på mandag,” siger Rikke og fuldender dermed dagens træning.

Så kalder forældrene efter hver deres håndboldspiller. Det går stærkt, og det skal det også, for de næste, som skal bruge hallen er badmintonspillere, og de har også kun en time i hallen. Der fejes og overtøj kommer på. Der hjælpes med at få sko på, og der krammes farvel, til de igen skal mødes på næste mandag.

Tak for i dag.

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.

Just another Mediajungle.dk site